loader

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at forbedre vores tjenester, give personlige tilbud og forbedre din oplevelse. Hvis du ikke accepterer de valgfrie cookies nedenfor, kan det påvirke din oplevelse. Læs vores cookiepolitik, hvis du vil vide mere

Sådan bygger du din egen træterrasse

En træterrasse forbedrer husets helhedsindtryk, men er frem for alt et sted at opholde og hygge sig. At lægge brædderne til dækket er måske det sjoveste, når du bygger din terrasse, og i denne guide viser vi dig hvordan du lægger dem på den mest effektive måde. Det er nemt at tænke, at det bare er et spørgsmål om at komme i gang - men der er nogle ting, man skal huske at overveje i forhold til design og udførelse.

Inden du går i gang

En træterrasse skal bygges med trykimprægneret træ for at modstå regn og fugt. I Danmark optræder NTR-mærket ofte på imprægneret træ, som er en industristandard udviklet af Nordisk Træbeskyttelsesråd. Nogle leverandører tilbyder 20 års garanti på deres trykimprægnerede træ – det kan være en god idé at overveje dette, hvis du sætter pris på holdbarhed. Træ mærket med NTR-A er den højeste mærkning og bør anvendes hvor der er krav til personsikkerhed (som f.eks. ved en altan). NTR-AB er den mest almindelige mærkning og er et glimrende valg til en terrasse, der monteres uden krav til særlig personsikkerhed.

Forskellige størrelser

De mest almindelige tykkelser af terrassebrædder er 22, 28 og 34 mm. 22 mm bør kun anvendes på mindre terrasser eller til rækværk, trapper, espalier osv., hvor der ønskes et slankere udtryk. Hvis du bruger 22 mm brædder, bør du også bruge 40 cm afstand mellem de underliggende strøer, i stedet for den normale centerafstand på 60 cm (centerafstand er afstand fra midtpunktet på den ene strø, til midtpunktet på den næste strø). Bredden på terrassebrædder er ofte 95, 120 eller 145 mm. Bredere brædder giver et luksuriøst indtryk og er samtidig hurtigere at lægge. Prisforskellen er ikke ret stor mellem de forskellige størrelser, så vælg de mål du synes ser bedst ud, og overvej at vælge de grovere tykkelser for stabilitetens skyld. Rillede brædder giver både eksklusivitet og en indbygget skridsikring, men er sværere at holde rene, da snavs sætter sig fast i rillerne. Ved at vælge 34 mm tykkelse kan centerafstanden øges til 80 cm. Vælger du 60 cm centerafstand med 34 mm tykke brædder, sikrer du dig muligheden for i fremtiden at montere tungere ting på din terrasse, f.eks. et spa-bad.

Den gode side opad

Læg altid den pæneste side af træet opad. Hvis begge sider ser gode ud, så vend marven/kernen opad (den side hvor årringene er tættest). Det anbefales at lægge murpap mellem brædderne og de underliggende strøer. På denne måde er fundamentet beskyttet mod fugt fra oven.

Vælg den rette skrue

Valg af korrekt skrue er vigtigt, især under udsatte forhold. Korrosionsklasserne C4 og C5 er dem, der skal anvendes til terrassebyggeri, og betegnelsen er altid angivet på pakken, hvis skruen er korrosionsklassificeret. Hvis skruen er af en rustfri variant, anvendes A2 og A4 i stedet. A-betegnelsen viser, at det er en rustfri type, hvor A2 tilhører korrosionsklasse C4 og A4 tilhører klasse C5. C4 (rustfri A2) kan anvendes under normale forhold, men ligger terrassen tæt ved swimmingpool, hav, sø, veje eller fortove der saltes eller andet område, der gør den udsat, bør klasse C5 (rustfrit stål A4) anvendes. Rustfri skruer er ikke hærdede og kan bedre modstå bevægelser, hvilket gør rustfrit stål til det bedste valg til din terrasse. Når du lægger brædderne, kan du også skjule skruerne ved at bruge en skjult skrue og et specialværktøj til montering af de skjulte skruer. De anbefalede skruelængder til de forskellige bræddetykkelser er 22 mm = 4,2 x 42 mm skrue, 28 mm = 4,2 x 55 mm skrue, 34 mm = 4,8 x 75 mm skrue.

Terrasse med friser skjuler endetræet

En kap/geringssav gør arbejdet lettere og er samtidig et værktøj, du kan få glæde af i mange andre projekter fremover. I vejledningen nedenfor viser vi dig, hvordan du lægger terrasse med frise for at skjule endetræet. Frisen er de vandrette brædder, hvor enderne er skåret i smig, der rammer terrassen ind. Hvis du ikke ønsker en frise, bliver konstruktionen endnu nemmere, og du kan se bort fra de trin, der er til frisen.

Tænk bæredygtigt

Når du bygger konstruktionen, skal du sørge for at få et fald ud fra huset for ikke at risikere, at regn eller smeltevand presser mod huset. Læg brædderne med passende mellemrum for at kunne dræne vandet fra overfladen, også når brædderne er fugtige og dermed har udvidet sig. Fastgør dine terrassebrædder med rustfrie terrasseskruer, der holder længere og ikke er afhængige af et ubeskadiget overfladelag, som det kræves af coatede skruer.

Vedligeholdelse

Terrassen skal vaskes og olieres en gang om året. Inspicér terrassen med jævne mellemrum for at sikre, at der ikke er kommet alger eller anden uønsket vækst.

Sådan bygger du din egen træterrasse | ByggmaxSådan bygger du din egen træterrasse | Byggmax

TIPS

Ønsker du skjulte skruehoveder, kan du bruge et specialværktøj med tilhørende skruer.

Hvis du lægger lange længder brædder, er det ekstra vigtigt at tage kontrolmål, så du sikrer at de ligger helt lige. En kridtsnor eller lasermåler med fordel bruges.

HUSK

Skru ikke skruehovedet dybere end 1 mm under træets overflade, for at lukke indtrængende vand ude.

Skru ikke for tæt på endetræet uden forboring , ellers er der stor risiko for, at det revner.

Er brædderne nyimprægnerede eller fugtige (hvilket kan mærkes ved at de er meget tunge), lægges de tæt på hinanden, hvilket vil give en afstand på 2-3 mm, når de tørrer op.

Trin for trin